Nu må det have en ende med at eksperimentere med Limfjorden!
Det er skammeligt, at Dong ikke vil tage ved lære af tidligere tiders erfaringer og undlade at forstyrre endnu engang naturens balance i Limfjorden.
I mere end 100 år har min familie dyrket jorden ved Skals Å og Hjarbæk fjord, og levet af hvad markerne, fiskeriet og jagten kunne give. Min mor blev født der i 1914 og selv har jeg færdes og fulgt udviklingen der siden 1950’erne.
Få steder i Danmark er blevet misrygtet så konsekvent som netop dette område – med de bedste hensigter og med eksperternes forsikringer om, at naturen sagtens kan tåle de påtænkte indgreb.
Der var voldsomme protester fra fiskerne på Hjarbæk Fjord, da man af landbrugshensyn besluttede at lukke det frie indløb ved Virksund i 1960’erne. Et sluseregulativ sørgede for, at det salte vand fra vest blev holdt ude af fjorden. Under kraftig vestenvind blev tilgangen af saltvand afspærret ved slusen. Det var ellers under disse vejrforhold, at vi fangede de største laks og ørreder i bundgarnene. Resultatet af afspærringen og sluseregulativet blev som forudsagt, stort set alt liv i fjorden døde. Fødegrundlaget ændrede sig for fuglelivet så jagten blev berørt, og herudover måtte lokalbefolkningen også døje med myggeplage og vårflueplage i et helt uset omfang herhjemme i Danmark. ??? X ( På Hjarbæk Fjord )
I 1982 føjede man spot til skade ved at give Dong tilladelse til at udskylle salt med tungmetaller ud i fjorden fra 1982 til 1990.
Alt, alt for sent og 25 år efter at Virksunddæmningen satte en effektiv prop i vandpassagen til Skive fjord og Hjarbæk fjord i 1966, og efter vedvarende pres fra de lokale omkring fjorden, og endelig efter erkendelse af eksperterne, at det var helt galt med fjorden, blev der ændret på sluseregulativet. Man tillod nu det salte vand fra vest at komme ind i et vist omfang, men uden at engarealerne blev oversvømmet som i tidligere tider.
Resultatet udeblev heller ikke denne gang. Balancen i fjorden blev forstyrret igen, fiskene døde eller forsvandt, men gode kræfter har siden arbejdet med fjorden og ikke imod den og fisk og fugleliv er nu tilbage til glæde for naturelskere og fjordens venner. Millionvis af kroner og frivillig arbejde til overmål er lagt heri.
Her i 2010 står fjorden så foran endnu en omgang ”bundbehandling” med ekspertvelsignelse. Vi kan være helt rolige, der sker ingen ting – siger de. DONG vil spule salt i mængder ud, som tilfører fjorden 18.000 tons tungmetaller, men den kan sagtens tåle det, siger de..
Det er beskæmmende at man ikke bliver klogere.
Alle gode kræfter bør støtte op om de ildsjæle, som forsøger at forhindre, at der endnu engang tages kvælertag på fjord og natur i den sydlige del af Limfjorden.
Ejvind Jensen
Tendrupvej 10B
Hornslet